Havredal tager pokalerne

Pokalerne1

Når man besøger "Havredal Praktiske Landbrugsskole", bliver man altid vel modtaget. Også her i efteråret da avlsrådgiver Henrik Schøler Nielsen var på besøg og snakken gik over skolens resultater på Midt/Vest Farmshow i juni måned: fem flotte Holstein-køer hjembragte tre ærespræmier til skolen.

Leder af kvægbruget Brian Kildahl fortæller, at det har været en særdeles positiv oplevelse at deltage på skuet i Skive. Allerede når dyrene er udtaget, og der skal trænes i mønstring, skærpes engagementet blandt eleverne. De kommer tættere på dyrene og barrierer nedbrydes. Det giver selvtillid og fællesskabet styrkes.

På selve dyrskuedagen er der 5-6 personer med fra skolen omkring de dyr, som skal udstilles. I alt 25 elever og ansatte nyder den medbragte frokost på pladsen blandt alle de andre udstillere.

Når skuet er afsluttet, vender alle elever trætte hjem med endnu en positiv oplevelse fra deres ophold på "Havredal". I debutudstillingsåret 2012 hjemtog skolen mange fine præmier, hvilket det specielt indrettede pokalskab vidner om. Havredal satser på mange flere præmier i skabet i fremtiden – derfor har de valgt en XL model.

Kilde: VIKING

 
Få teksten læst op: