Pædagogisk grundlag

I arbejdet med hver enkelt ung tages der altid udgangspunkt i de individuelle behov, som den unge har – også mht. hvilke pædagogiske metoder, der anvendes. Overordnet har vi god erfaring med at basere det pædagogiske arbejde i en tilgang, der kombinerer følgende pædagogisk-psykologiske retninger:

Kognitiv pædagogik

Der arbejdes med de unges tænkning og følelsesliv og med bevidstgørelse af hver enkelt ung om, hvordan tanker, følelser, kropslige oplevelser og handlinger hænger sammen, og hvad man selv kan gøre for at ændre uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre. Når der arbejdes kognitivt, arbejder man desuden med menneskets grundtanker, dvs. individets grundlæggende tanker om sig selv, andre og verden, hvilket bl.a. har betydning for identitet, social funktion og selvværd.

 

Ressourcefokusering

Ved at have fokus på det, der virker, og det der går godt, kan vi identificere hver enkelt elevs særlige ressourcer og kompetencer og bygge videre på dette. Mange af vores elever har nederlag med sig fra tidligere, der giver en oplevelse af ikke at kunne noget. Vi hjælper de unge med at opdage, hvad de er gode til, og hvad de kan bidrage med, hvorved deres potentialer frigøres.

 

Relationsfokusering

Vi tager udgangspunkt i relationerne, da trygge relationer og et stabilt og trygt socialt netværk er en forudsætning for udvikling, både personligt og fagligt. I praksis betyder dette, at vi har fokus på at hjælpe hver enkelt ung til at blive en del af fællesskabet med de andre elever, og vi søger at skabe trygge og tillidsfulde relationer mellem elever og medarbejdere, således at der skabes et tillidsfuldt og trygt klima for læring, personlig udvikling og fællesskab.

 

Anerkendende praksis

Vi arbejder med en anerkendende praksis, hvilket betyder, at vi understøtter eleverne, så de føler sig ’set, som de er’; taget alvorligt som mennesker; ligeværdige med andre og ’gode nok, som de er’. Dette styrker elevernes selvværd og understøtter positiv udvikling.

 

Systemisk forståelsesramme

Vi ser hver enkelt ung i mange forskellige fysiske og relationelle kontekster. Den viden vi får om, hvordan den unge trives alt efter hvilken sammenhæng, den unge indgår i, er vigtig mht. at skabe en helhedsorienteret forståelse og indsats. Vi ved, at det vi ser i en kontekst, kan være anderledes i en anden kontekst; og vi er altid nysgerrige på, hvordan vores egne forforståelser indvirker på det syn, som vi får af den unge i de forskellige kontekster. Med en systemisk forståelsesramme er man desuden optaget af, at kommunikation påvirkes af mange forhold i konteksten herunder kropssprog, de fysiske rammer, individernes tidligere erfaringer med lignende situationer og relationen mellem individerne osv. Dette har vi med i vores forståelse af den kommunikation, der foregår os alle imellem.

 

Mentalisering

Vores elever har ofte vanskeligt ved kunsten at mentalisere. Mentaliseringsevnen er evnen til at være opmærksom på egne og andres mentale tilstande samtidig, især ved forklaring på handlinger. Vi har således en opmærksomhed på hvilke behov, følelser, tanker, mål og grunde der kan være til, at man handler som man gør. Vi hjælper vores elever med at blive bevidste om egne og andres mentale tilstande. Det kan fx være i en konflikt mellem to elever – her kan vi hjælpe dem med at forstå hinandens perspektiver, og hvorfor de hver især handlede, som de gjorde.

 

Strukturpædagogik

Der er på skolen en fast rytme for dagligdagen og nogle klare aftaler personale og elever imellem, der hjælper til at strukturere hverdagen, sådan at det bliver mest muligt overskuelig for den enkelte. Dette er normskabende og grænsesættende og sikrer, at alle kan have et trygt ophold på skolen. Vi hjælper ligeledes den enkelte til at strukturere og skabe overblik og forudsigelighed i egen hverdag, fx vha. ugeskemaer. Der tages udgangspunkt i, hvilken grad af strukturering og rammesætning, hver enkelt ung har behov for.

 

Mesterlæreprincipper, situeret læring og ung-til-ung læring

Både på værkstederne og i boundervisningen tages udgangspunkt i læringsmetoder så som mesterlære, situeret læring og ung-til-ung læring. Fælles for disse metoder er, at læringen foregår i praksis. Dvs. at eleverne primært tilegner sig viden og færdigheder ved at arbejde med de forskellige opgaver frem for fx at læse i en bog. Skal man fx lære at malke, så lærer man det ved at være med til at malke ude i malkegraven. Bagefter snakker vi om, hvorfor vi gør, som vi gør. Dermed får eleverne den praktiske viden først og løbende koblet den teoretiske viden på.

Eleverne deltager i det praktiske arbejde ud fra hver deres forudsætninger. I starten er man som elev ofte ikke forrest i arbejdet, men iagttager mere, hvad de andre elever og læreren laver. Efterhånden vil eleven overtage rollen som mere erfaren elev, som kan håndtere flere maskiner og mestre flere opgaver. Når en mindre erfaren elev skal lære en ny opgave, vil vi ofte koble eleven sammen med en mere erfaren elev. På den måde fungerer eleverne som rollemodeller for hinanden, og de lærer at dele deres viden med andre.

Undervisningen foregår på små hold – typisk 4–5 elever samt i eksterne praktikker i samarbejde med lokale arbejdsgivere. 

 

Undervisning ved siden af værkstedshold

Værkstedsundervisningen suppleres med kurser på tværs af værkstedsholdene, hvor man forlader værkstedet og har fx biologi, dansk, svejsekursus eller førstehjælp. Der vil stadig være tale om små hold; og underviserne er oftest interne faglærere, men kan også være eksterne: fx dyrlæge, førstehjælpsinstruktør, malkeinstruktør. Enkelte kurser foregår væk fra skolen som fx truckcertifikat, der afholdes i Herning.