Ressourceforløb

Ressourceforløbet, som Havredal Praktiske Uddannelser tilbyder, er et helhedsorienteret forløb, der skal hjælpe den unge med at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet. På Havredal Praktiske Uddannelser former vi et realistisk forløb, som både tager hensyn til den unges arbejdsevne, uddannelse, sociale og sundhedsmæssige forhold. Den unges ressourcer og egne mål lægger dagsordenen for ressourceforløbet.

Forløbet

Et ressourceforløb er et længerevarende forløb, der typisk varer mellem minimum 1 år til maksimum 5 år. Ressourceforløbet er ikke en uddannelse, men i højere grad en ressourceopbygningsproces. Vi tager udgangpunkt i de ressourcer, som den enkelte har og videreudvikler disse i et tværfagligt og helhedsorienteret forløb. Forløbet kan inkludere arbejdstræning, botræning og vejledning, som skal udvikle og opkvalificere den unges ressourcer og i sidste ende sikre, at den unge kan tilknyttes arbejdsmarkedet eller en uddannelse.

Ressourceafklaringsforløb

For at kunne tilrettelægge et givtigt ressourceforløb, skal den unge først igennem et afklaringsforløb. Her tester vi den unges styrker og kompetencer og hjælper den unge med at afklare, hvad han/hun gerne vil. Herefter tilrettelægger vi et individuelt ressourceforløb, som tager udgangspunkt i og passer til de ressourcer, den enkelte unge har.

Ressourceforløbets målgruppe

Ressourceforløbets målgruppe er unge mennesker i alderen 18-30 år med særlige behov. Den unge har ofte komplekse problemer, som ikke kan løses gennem ordinære indsatser og har derfor brug for en længerevarende, helhedsorienteret indsats for at kunne nærme sig arbejdsmarkedet. Den unges særlige behov kan være begrundet i boglige, indlærings- og funktionsmæssige vanskeligheder. Grundet disse vanskeligheder kan han/hun ikke leve op til erhvervslivets eller uddannelses-institutionernes krav. Derfor er det nødvendigt med et særligt tilrettelagt ressourceforløb, som kan udvikle den unges ressourcer.

 

Landbrug Ressourceforloeb

Tryk på illustrationens cirkler herover for at få uddybet Ressourceforløbet.

.